Ny legeplads og mødested til Anholt
Åben for stemmer - Region Midtjylland
Danmarks mest isolerede ø kan tilbyde et helt unikt børneliv, men øen mangler en ordentlig legeplads. Derfor søger vi midler til at udvikle og udbygge en legeplads, der skal understøtte og tilgodese alle aldre - fra vuggestue og op, men også fungere som mødested, madpakkestop, undervisningsrum og venue for foredrag og koncerter.
Hvad er idéen?
Formålet er at forbedre trivslen for børnelivet på øen. Den vildeste og unikke natur har vi altid lige i baghaven, men når det gælder en regulær legeplads, så halter vi bagefter, for de faciliteter vi har er i en sørgelig og nedslidt forfatning, og der mangler en rød tråd i udformning og formål.
Skolen og børnehaven fungerer som blikfang for børnefamilier, der overvejer at slå sig ned på øen, og dem er der selvsagt stærkt brug for, når øens helårsliv skal sikres.
Hvor skal idéen realiseres?
Legepladsen og mødestedet skal realiseres ved Anholt Skole og Børnehave, da den ligger midt i Anholt By, tæt på øboernes hverdag.
Hvad omfatter projektet?
En ny legeplads med forskellige miljøer, uderum og nye legeredskaber. Nogle faciliteter skal udbedres og andre skal helt nytænkes eller udskiftes med noget andet. Der er tænkt i forskellige opholdsrum, der med fordel kan benyttes til undervisning og offentlige foredrag af bl.a. Dark Sky foreningen og Langt Ude Festivalen. Vi ønsker os bl.a. nye legehuse, udendørs musikinstrumenter og et nyt overdækket boldbur.
Hvem står bag projektet?
Anholt Borgerforening og Forældrebestyrelsen er gået sammen om at stå for, at vi får en ny offentlig legeplads til øen. Øens børn med elevrådet i spidsen er kommet med en række ønsker til faciliteter og skolens personale har med udgangspunkt i det pædagogiske læringsmiljø herefter udarbejdet en tegning med et forslag til det nye område.
Den frivillige projektgruppe står for fondsansøgninger sammen med Anholt Borgerforening, som også er økonomisk tovholder, og endelig er Forældrebestyrelsen engageret i det løbende vedligehold af området til de årlige arbejdsdage sammen med skolens pedel.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Anholt Skole og Børnehave er som den store kommunale institution en markant del af projektet og dens udførelse, og som mini-samfund med bare 150 fastboende er lokale foreninger og virksomheder ligeledes engageret i financering og udførelse af projektet.
Hvem gavner projekter og hvordan?
Projektet gavner først og fremmest børnene. "Udeskolen" på Anholt Skole er et vigtigt fag og grundsten for ø-børnenes aktiviteter i løbet af skoleåret. For 3 år siden etablerede lærere og forældre sammen et nyt udekøkken med pizzaovn og bålplads, som bliver brugt som en del af undervisningen, i børnehaven og for tilrejsende skoleklasser og lejrskoler. Øens eneste offentlige legeplads danner selvsagt også rammerne for mange børnefamiliers sommerferieleg og -ophold, da Anholt er en yderst velbesøgt feriedestination, hvor børn i alle aldre oplever den afslappede stemning på øen.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Området omkring skolen er øens eneste offentlige legeplads og området er åbent hele døgnet og året rundt for alle.
Det er tanken at opholdsfaciliteterne især skal kunne bruges til en bred række af begivenheder fra undervisning og foredrag til koncerter o.a. optrin.
Hvordan er bæredygtighed tænkt ind i jeres projekt?
Vi har et stærkt ønske om at benytte bæredygtige materialer og genbrug, hvor det er muligt. Da al materiale til legepladsen skal transporteres henover Kattegat ønsker vi at den øvrige transport minimeres og at der så vidt muligt benyttes lokale leverandører, men vi har også øje for at faciliteterne skal være af en yderst holdbar art. Vi ønsker at ø-børnene skal være med til sætte planter der kan gavne biodiversiteten på vores ø.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning